FORM-online er den nemme og hurtige adgang til dig, der skal bruge FORM. Med FORM-online er det nemt at søge og finde rundt i FORM via forskellige indgange.
I FORM-online kan du søge direkte via søgefeltet eller navigere i opgavekataloget ved hjælp af hovedmenuen til venstre i skærmbilledet.
Hovedmenuens otte menupunkter
Opgavenøglen er selve opgavekataloget med forvaltningsopgaverne, som er inddelt i fire niveauer. På øverste niveau har FORM 34 serviceområder, som er inddelt i to søjler:
- 02-59 omhandler de opgaver, som myndighederne løser i relation til borgere, virksomheder mv.
- 60-68 omhandler myndighedernes internt rettede opgaver
Ved at klikke på nummeret for et serviceområde kommer de underliggende FORM-niveauer frem ude til højre i skærmbilledet. Næste niveau – kaldet hovedområde – specificerer serviceområdet. Hovedområdet specificeres yderligere i tredje niveau, kaldet opgaveområde. Under hvert opgaveområde er der en række ikoner, hvoraf ikonet yderst til højre er et lille 4-tal, der giver adgang til FORMs fjerde og mest detaljerede niveau, kaldet forvaltningsopgave. Den enkelte myndighed kan naturligvis anvende FORM på et hvilket som helst niveau, den skønner mest relevant. De øvrige ikoner er:
- Beskrivelse – en kort beskrivelse af, hvad den pågældende opgave mere præcist omfatter
- Myndigheder – en liste over de myndigheder, der varetager opgaven
- Lovgivning – et klik på dette ikon viser navnet på loven, og derfra linkes til selve loven på retsinformation.dk
- Finansloven – et klik på dette ikon viser hovedområder, aktivitetsområder eller hovedkonti finansloven og derfra linkes til gældende finanslov
- KLE - et klik på dette ikon viser, hvor opgaven er placeret i KLE (KL's Emnesystematik)
- Borger.dk artikel - viser links til artikler med borgerrettet information på borger.dk
- Borger.dk selvbetjeningsløsning - viser links til digitale selvbetjeningsløsninger på borger.dk
- Søgeord – synonymer og beslægtede ord, der letter fremsøgningen i FORM
Forvaltningshandlinger er en liste over handlinger, som myndighederne i den offentlige sektor typisk udfører. Ved hjælp af disse forvaltningshandlinger kan offentlige myndigheder beskrive deres ydelser i relation til borgere, virksomheder og andre myndigheder på en standardiseret måde.
Indholdstyper er en liste over forskellige typer af struktureret indhold med de særlige formkrav, som den offentlige sektor typisk anvender. Bemærk, at listen ikke er komplet.
Myndigheder giver et overblik over, hvilke opgaver i FORM-opgavenøglen den enkelte myndighed udfører. Ved at klikke på ”Ministerier og Folketinget” kommer en oversigt over de enkelte ministerier, som man så kan klikke på og få et overblik over, hvilke forvaltningsopgaver i FORM det pågældende ministerium udfører. Med et klik på FORM-nummeret kommer FORM-opgavenøglen frem i højre skærmbillede med det pågældende nummer stående øverst. Under ”Andre statslige parter” kan du tilsvarende finde styrelser, direktorater mv. Alternativt kan du også søge på myndighedsnavne via FORM-onlines søgefelt.
Lovgivning giver et overblik over relevante love i alfabetisk orden, herunder også lovenes populærbetegnelser. Hovedparten af det offentliges opgaver tager udgangspunkt i lovgivningen. Ved at klikke på den enkelte lov kan du se hvilke FORM-numre den pågældende lovgivning refererer til. Med et klik på FORM-nummeret kommer FORM-opgavenøglen frem i højre skærmbillede med det pågældende nummer stående øverst. Alternativt kan du også søge på lovtitler og lovenes populærbetegnelser via FORM-onlines søgefelt.
Finansloven rummer de paragraffer, hovedområder, aktivitetsområder og hovedkonti fra gældende finanslov, som viser bevillingen for de enkelte forvaltningsopgaver i FORM. Klikker du på en af paragrafferne, vises de underliggende hovedområder, aktivitetsområder og hovedkonti. Ved et klik her kan du se, til hvilke FORM-numre det pågældende finanslovsområde refererer til. Med et klik på FORM-nummeret kommer FORM-opgavenøglen frem i højre skærmbillede med det pågældende nummer stående øverst. Med denne indgang kan du få et meget overordnet overblik over sammenhængen mellem opgaver og den økonomiske bevilling inden for det statslige område. Alternativt kan du også søge på både hovedområder, aktivitetsområder og hovedkonti fra finansloven via FORM-onlines søgefelt.
Borger.dk artikel viser emnehierarkiet fra borger.dk. Ved at klikke på de enkelte emner kan du se, hvilke forvaltningsopgaver i FORM, som har en kobling til artikler på borger.dk – og under forvaltningsopgaverne er der links til de specifikke artikler.
Borger.dk selvbetjening viser selvbetjeningsløsningerne på borger.dk og de forvaltningsopgaver i FORM, som de er knyttet til.
Søgning og filtrering af søgeresultat
På FORM-onlines startside får du den første hurtige mulighed for at finde FORM-numre til netop de opgaver, du har brug for. Via søgefeltet kan du søge på de fire niveauer i opgavekataloget, på myndigheder, lovgivning, og de fire øverste niveauer i finansloven samt på artikler og selvbetjeningsløsninger på borger.dk. Derudover kan du søge på forvaltningshandlinger og indholdstyper, som er forklaret ovenfor.
Søgeresultatet vises under hver af fire niveauer i FORMs hierarki: Serviceområder, Hovedområder, Opgaveområder og Forvaltningsopgaver. Du kan med andre ord se, hvor i FORMs hierarki søgeresultatet er fundet. Alle fire niveauer vises kun, hvis der er fund inden for alle fire niveauer. Under hvert af de fire niveauer, vises kun de fem mest relevante fund. Ved at klikke på “Vis alle”, kan du se alle fund, hvis der er flere end fem. Når du klikker på et af de fremfundne elementer, eksempelvis en forvaltningsopgave, kommer du ind i selve FORM-opgavenøglen. Filtreringen til højre i skærmbilledet giver dig mulighed for at indsnævre din søgning ud fra forskellige parametre. Du kan filtrere på Søgemål, Serviceområde, Myndigheder, Lovgivning, Finanslov, borger.dk artikler og borger.dk selvbetjeningsløsninger.
På FORM-online er der også mulighed for fra- og tilvælge forskellige søgemuligheder. FORM-redaktionen har valgt en standardindstilling, som vi mener giver det bedste søgeresultat for de fleste brugere. Hvis du vil ændre standardindstillingen, kan du gøre det via linket “Vis flere/færre søgemuligheder”, til højre for søgefeltet. Her kan du begrænse din søgning til bestemte niveauer i FORM-opgavehierarkiet eller bestemte typer af data, ëksempelvis opgavetitler eller søgeord, som er relaterede ord og synonymer, der giver alternative indgange til forvaltningsopgaverne. Du kan også angive om du vil lave en udvidet søgning, hvor du medtager bøjninger, relaterede ord, sammensatte ord og synonymer i din søgning.
FORM-online anvender en ordbogsbaseret søgemaskine, der automatisk stavekontrollerer din søgning.